Det første kloster, der blev grundlagt i Granada efter erobringen, og stedet, hvor Gran Capitán ligger begravet, den hærfører, der ændrede måden at føre krig på i Europa. Kirken har et højalter, der er et forgyldt bjerg af skulpturer, som stiger helt op til hvælvingen, og det er noget af det mest imponerende i byen. Og klostret var tæt på at forsvinde: franskmændene sprængte tårnet for at bruge stenen til en bro.
Gran Capitáns mausoleum
Gonzalo Fernández de Córdoba, Gran Capitán, var sin tids bedste hærfører. Han omorganiserede den spanske hær ved at kombinere piker og arkebuser i blandede enheder, en taktik, der blev kimen til de spanske tercios, og som dominerede Europas slagmarker i halvandet århundrede. Han vandt Italien til Kronen og døde i Granada i 1515.
Hans enke, María Manrique, hertuginde af Sessa, gjorde denne kirke til hans mausoleum og betalte en stor del af byggeriet. Ifølge traditionen lod hun de faner og bannere, som hendes mand havde erobret på sine felttog, hænge op over graven, og de nåede op på mere end to hundrede.
Klostret var blevet grundlagt i 1492, erobringens år, og var byens første. Klostergangen med to etager af buer og en have med appelsintræer i midten er et af de mest fredfyldte steder i Granada og er som regel næsten tom.
Højalteret og såret fra Napoleon
Højalteret fra 1500-tallet fylder hele kirkens endevæg helt op til hvælvingen: fire etager af bemalede og forgyldte skulpturer med scener fra Kristi og Jomfru Marias liv, i en ophobning, der er svær at overskue. Jacobo Florentino og Diego de Siloé, den samme arkitekt, som stod bag katedralen, arbejdede på det.
Hvælvingerne og væggene er dækket af fresker fra 1500-tallet, og overalt ses våbenskjolde, krigstrofæer og stadige henvisninger til Gran Capitán. Det er en gravkirke i den mest bogstavelige forstand: hele programmet handler om én mand.
Under Napoleons invasion blev klostret kavalerikaserne, og kirketårnet blev sprængt, så stenen kunne bruges til at bygge en bro over Genil. Freskerne blev beskadiget, fanerne forsvandt, og bygningen blev efterladt i en ruintilstand, som det tog mere end et århundrede at komme sig over. Det, du ser i dag, er en restaurering.
Gå ikke glip af
Højalteret
Fire etager af forgyldte skulpturer op til hvælvingen, med Jacobo Florentino og Diego de Siloé bag værket.
Gran Capitáns grav
Hærføreren, der opfandt de blandede enheder af piker og arkebuser, kimen til de spanske tercios.
De ophængte faner
Hans enke lod de bannere, der var erobret på felttogene, hænge over graven. De gik tabt med franskmændene.
Det sprængte tårn
Napoleon rev det ned for at bruge stenen til en bro over Genil. Det tog bygningen et århundrede at komme sig.
Sådan passer det ind i dit besøg i Granada
Det ligger lidt uden for den store rundtur, ti minutters gang fra katedralen ad calle San Jerónimo, og den afstand forklarer, hvorfor det får så få besøgende. Det er langt det mest undervurderede monument i Granada.
Besøget er kort – tredive minutter til kirke og klostergang – og entréen koster meget lidt. Det er stadig et klausurkloster, beboet af hieronymitiske nonner, så nogle områder er lukkede, og du bør være stille.
Skal du tage en ekstra runde af monumenter efter Alhambra og centrum, er dette det stop, der giver mest igen, sammen med Cartuja-klostret, der ligger yderligere tyve minutter mod nord og har et barokt sakristi, som regnes for et af de mest spektakulære i Spanien.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem var denne Gran Capitán egentlig?
Gonzalo Fernández de Córdoba, sit århundredes bedste soldat. Han vendte op og ned på måden at føre krig på ved at blande piker og arkebuser, en taktik, der skulle blive kimen til de frygtede tercios. Men min yndlingsanekdote, halvt legende, er denne: da kong Ferdinand forlangte regnskab for alt, hvad felttoget havde kostet, svarede han fornærmet med en sarkastisk og absurd liste over umulige udgifter. Derfra stammer udtrykket »las cuentas del Gran Capitán«, Gran Capitáns regnskab, som vi stadig bruger om et oppustet regnskab uden hoved og hale.
Er det sandt, at der hang krigsfaner herinde?
Det fortæller traditionen, og det giver kuldegysninger at forestille sig det. Hans enke, hertuginden af Sessa, gjorde denne kirke til sin mands mausoleum og lod de faner, han havde taget fra fjenden i sine slag, hænge op over hans grav. En skov af besejrede bannere, der våger over sejrherren. Med århundrederne blev de taget ned, men det forgyldte højalter, du ser, blev skabt netop til det: for at forherlige en kriger, ikke kun for at bede. Det er et alter rejst til ære for et menneske.
