Den har kørt siden 1915 og gør stadig det samme: overvinder to hundrede og seksogtyve meters højdeforskel på lidt over tre minutter, op ad en stigning, der imponerer, hvis du kigger ud ad bagruden. Den kører fra plaza del Funicular i Castaños-kvarteret, lige der hvor Bilbaos flade bund giver efter for skråningen, og stiger op til den altan, hvorfra byen med ét giver mening.
Hvorfor den blev bygget
I begyndelsen af 1900-tallet blev Artxanda moderne som udflugtssted. Deroppe var der udendørs spisesteder, restauranter og åbent land, og folk i Bilbao – som boede i en by af fabrikker, røg og tung luft – drømte om at slippe væk om søndagen for at trække vejret. Problemet var opstigningen: til fods er den en ordentlig omgang.
Kabelbanen løste det i 1915 og gjorde bjerget til en forlængelse af byen. Det er et system med to vogne, der holder hinanden i balance, forbundet af et kabel, så når den ene kører op, kører den anden ned, og motoren kun skal udligne forskellen i vægt: samme logik som alle tidens bjergkabelbaner.
Sporet stiger med en gennemsnitlig hældning på omkring femogfyrre procent, med stejlere strækninger. Vognene er trappeformede indvendigt, med gulvet i trin, for ellers ville det være umuligt at stå op.
Den var tæt på at gå tabt to gange
Første gang var Den Spanske Borgerkrig. Banen blev ødelagt og var ude af drift i årevis, på et tidspunkt hvor det ikke var nogens prioritet at genopbygge en kabelbane til udflugter. Den kom tilbage til sidst, for i Bilbao kunne man mærke, at den manglede.
Anden gang var værre, fordi den var så stille. I 1976 blev den lukket, fordi den ikke kunne betale sig, og Artxanda mistede sin navlestreng til byen. I årevis stod den stille med en mere end tvivlsom fremtid, indtil pres fra beboerne og kommunen sikrede, at den blev restaureret og genåbnet i firserne.
I dag er den fuldgyldig offentlig transport, ikke en attraktion: den er en del af nettet, og beboerne på skråningen bruger den hver dag. Den detalje ændrer oplevelsen, for i den samme vogn sidder turister med kamera og folk, der skal hjem med indkøbene.
Gå ikke glip af
Kørt siden 1915
Mere end et århundrede op ad den samme skråning. To hundrede og seksogtyve meters højdeforskel på lidt over tre minutter.
To vogne i balance
Når den ene kører op, kører den anden ned; motoren udligner kun forskellen i vægt. Gulvet er trappeformet indvendigt.
Lukket i 1976
Lukket, fordi den ikke kunne betale sig, og reddet år senere af pres fra beboerne. Den var tæt på at gå tabt.
Det er bytransport
Ikke en attraktion: den er en del af nettet, og beboerne på skråningen bruger den hver dag.
Sådan passer den ind i dit besøg i Bilbao
Den nederste station ligger på plaza del Funicular, ti minutters gang fra den gamle bydel over Zubizuri eller Ayuntamiento-broen og yderligere ti fra Guggenheim ad Campo Volantín-promenaden.
Øverst kommer du direkte til Mirador de Artxanda og parken, hvor der er udendørs spisesteder, åbent land og plads til at tilbringe eftermiddagen. Det er Bilbaos klassiske korte udflugt: en god halv time er nok til at køre op, se og køre ned; en hel eftermiddag, hvis du spiser deroppe.
Billetten koster det samme som en almindelig bybillet, og der er nedsat pris med byens transportkort. Den kører med få minutters mellemrum, og det er ikke nødvendigt at reservere. Den bedste udsigt får du ved bagruden på vej op.
Ofte stillede spørgsmål
Har den nogensinde stået helt stille?
Ja, og den var tæt på at gå tabt for altid. Ud over de år, den holdt stille på grund af krigen, blev den lukket i nittenhundrede og seksoghalvfjerds, fordi den ikke længere kunne betale sig, og en tid stod Artxanda uden sin navlestreng til byen. Men der var bilbaoborgere, der ikke ville finde sig i det, og i nittenhundrede og treogfirs kørte den igen, genopbygget næsten helt. Så når du ser den sætte i gang, så tænk på, at den gamle skramlekasse er genopstået to gange.
Hvorfor gad de overhovedet at bygge helt herop?
Fordi Artxanda i begyndelsen af nittenhundredetallet blev moderne som udflugtssted. Deroppe var der madpakkesteder og restauranter, og bilbaoborgerne drømte om at slippe væk fra fabrikkernes røg og indånde bjergluft om søndagen. At gå op til fods var en pine, så man byggede kabelbanen for at bringe det lille paradis tættere på alle. Den blev født til fest, og inderst inde er den det stadig.
