Den mest elegante bygning på havnefronten, med sine balkoner, sine søjler og det afrundede hjørne, der er kronet som en bryllupskage. Bag den ligger en historie om såret stolthed: den blev rejst af en industrimand, der følte sig ringeagtet i sin by og besluttede at bygge den dyreste og mest iøjnefaldende bygning, han kunne betale, i en anden by.
En hævn i sten
Den blev rejst i tyverne af Enrique Carbonell, en tekstilindustrimand, der havde tjent sin formue i Alcoy, fabriksbyen inde i landet i provinsen. Overleveringen fortæller, at han følte sig ringeagtet af overklassen i Alcoy og besluttede at flytte til Alicante.
Og han kom ikke for at falde diskret ind: han byggede byens højeste, dyreste og mest iøjnefaldende bygning, lige på første række ud til havet, så den kunne ses langt væk fra, også fra skibene, der kom ind i havnen. Det er en programerklæring, som er svær at misforstå.
Pengene kom fra Alcoy, og det er interessant i sig selv. Byen inde i landet var en af Spaniens første industribyer: mellem bjergene røg skorstenene fra tekstil-, papir- og metalindustrien allerede, da næsten hele landet stadig var landbrugsland. Det er af den fabriksrigdom, denne facade er født.
Arkitekten, der formede det fornemme Alicante
Carbonell hyrede tidens bedste arkitekt, Juan Vidal Ramos, og sparede ikke på noget. Resultatet er en eklektisk bygning med stor pragt: bearbejdet sten, glasinddækkede gallerier, hvor solen strømmer ind, og en blanding af historicistiske referencer, der skriger luksus til alle sider.
Vidal Ramos var Alicantes stjernearkitekt i de år og satte sit præg på den halve by: han tegnede også provinsrådets palæ (Diputación) og, sammen med Francisco Fajardo, Mercado Central. Han havde en måde at forene luksus og sten på, der formede byens fornemme ansigt i begyndelsen af 1900-tallet.
Læg mærke til det afrundede hjørne, der afsluttes af en overbygning med kuppel: det er det kompositoriske greb, der gør bygningen genkendelig fra ethvert punkt på promenaden, og det er tænkt netop til det, til at blive set fra havet.
Hundrede år senere er det stadig den bygning, alle kigger på og fotograferer på Explanada. Det er en hævn, der lykkedes: et hus så smukt, at hele byen endte med at holde af det.
Gå ikke glip af
Bygget af trods
En industrimand fra Alcoy, der følte sig ringeagtet dér, kom hertil for at rejse den mest iøjnefaldende bygning.
Penge fra tekstilindustrien i Alcoy
En af Spaniens første industribyer, med fabriksskorstene, da landet var landbrugsland.
Juan Vidal Ramos
Byens stjernearkitekt: også provinsrådets palæ og Mercado Central.
Hjørnet er grebet
Afrundet og kronet med en kuppel, tænkt til at blive set fra havet og fra hele promenaden.
Sådan passer det ind i dit besøg i Alicante
Den ligger på Explanada de España, i den ende, der er nærmest havnen, så du kommer forbi den, når du går langs havnefronten.
Den kan ikke besøges indvendig: der er private boliger og kontorer. Det, du ser, er facaden, og for at se den ordentligt skal du gå et stykke væk mod midten af Explanada og se på den nedefra, for tæt på bliver højden forkortet af perspektivet.
Det bedste lys er om eftermiddagen, når solen rammer facaden forfra fra havet. Og om aftenen er den oplyst, hvilket gør den til et af byens billeder om natten.
Ofte stillede spørgsmål
Satte den arkitekt flere spor i byen?
Masser. Juan Vidal Ramos var Alicantes stjernearkitekt i de år, og det er for eksempel også ham, der står bag provinsrådets palæ (Diputación), den imponerende bygning, hvorfra provinsen styres. Han havde en måde at blande luksus og sten på, som definerede byens fornemme ansigt i begyndelsen af nittenhundredetallet. Når du går rundt i Alicante, og noget forekommer dig særlig herskabeligt, så se efter, hvem der har signeret det: der er en pæn chance for, at det var ham.
Og hvor kom alle de penge fra til at bygge det?
Fra fabrikkerne i Alcoy, og det er ikke tilfældigt. Den by inde i landet var en af Spaniens første industribyer: mellem bjergene røg skorstenene fra tekstil-, papir- og metalindustrien allerede, da næsten hele landet stadig var landbrug. Af den fabriksrigdom fra det indre kom, sten for sten, dette marmorlune ud mod havet. Larmen fra vævestolene betalte for udsigten.
