Landsbyens hjerte og frem for alt det eneste flade sted i Albarracín: alt her går op ad bakke undtagen dette lille pusterum, hvor du endelig kan stå med begge fødder i samme højde. Pladsen er lille og uregelmæssig og ligger, hvor den gamle muslimske souk lå.
En souk, der blev til en dagligstue
Det er ikke tilfældigt, at livet samler sig netop her. Pladsen ligger, hvor souken lå, markedet fra den muslimske tid, og siden da er den aldrig holdt op med at være landsbyens mødested.
Den kontinuitet er almindelig: handelspladserne i en medina overlever ejerskiftet, fordi den logik, der skabte dem – et tilgængeligt fladt område midt i bebyggelsen – stadig gælder, uanset hvem der ejer stedet.
Kig op på galleriet af træ, der løber langs hovedbygningen, en slags gennemgående balkon, der hviler på stolper. Derfra råbte man nyhederne ud, så på festerne og holdt øje med travlheden på markedet.
Forestil dig pladsen på en markedsdag: flokkene, der kommer ned fra bjergene, ulden, der skifter hænder, duften af nybagt brød og brænde. Albarracín levede i århundreder af at drive flokkene mellem sommer- og vintergræsgange, og det var på denne plads, handlerne blev afsluttet.
Den rødlige sten og solnedgangen
Farven er landsbyens kendetegn: en rødlig sten og en rødlig puds, farvet af rodeno, bjergenes røde sandsten, som blev brugt både til at bygge husene og til at pudse dem.
Den farvetone giver et helt særligt varmt lys, især ved solnedgang, når det lave sollys får facaderne til at gløde. Det er det øjeblik, du skal være på pladsen, og grunden til, at landsbyen har fået tilnavnet det røde Albarracín.
Helheden har været erklæret nationalmonument siden 1961 og har i årtier været kandidat til at blive verdensarv. Den middelalderlige bykerne er praktisk talt intakt, næsten uden moderne spor.
Derfor er den blevet en naturlig kulisse for film og tv: det er nok at stille et kamera op på denne plads for at gå fem århundreder tilbage i tiden, uden at der skal bygges noget op. Hvis du synes, du har set den før på en skærm, er det ikke tilfældigt.
Gå ikke glip af
Landsbyens eneste flade sted
Alt i Albarracín går op ad bakke undtagen dette lille pusterum i midten.
Den ligger, hvor souken lå
Markedet fra den muslimske tid. Siden da er den aldrig holdt op med at være mødestedet.
Galleriet af træ
En gennemgående balkon på stolper, hvorfra nyhederne blev råbt ud.
Det røde kommer fra rodeno
Bjergenes røde sandsten, som husene blev bygget og pudset med.
Sådan passer den ind i dit besøg i Albarracín
Den er landsbyens geografiske og sociale centrum og udgangspunktet for alle ruter: op mod borgen og katedralen, ned mod Santa María og floden.
Stoppet tager femten eller tyve minutter plus den tid, du bliver siddende og får noget at drikke. Det er også her, landsbyens barer og restauranter ligger, så pladsen fungerer som base for dagen.
Og det er stedet at holde pause før eller efter turen op til Torre del Andador, der er rutens hårde stigning og det bedste udsigtspunkt af dem alle.
Ofte stillede spørgsmål
Kommer den dig bekendt fra en skærm?
Det ville ikke være så mærkeligt. Med sin intakte middelalderlige landsbykerne og næsten ingen moderne spor er Albarracín blevet et naturligt filmstudie for film og tv. Du skal bare stille et kamera op på denne plads for at rejse fem århundreder tilbage i tiden uden brug af kulisser.
