Et tårn kronet med farvede tegl rejser straks det logiske spørgsmål: hvad laver en katedral i en landsby af denne størrelse? Svaret forklarer det hele. Albarracín var bispesæde, og det egne bispedømme var garantien for en uafhængighed, der ikke kun var politisk.
Et bispedømme opnået i 1172
Herredømmet fik bispedømmet i 1172, da Pedro Ruiz de Azagra skaffede en biskop til sit land. At have en katedral betød uafhængighed også i religiøse spørgsmål: hverken Kastilien eller Aragonien bestemte her, hverken i verdslige eller i kirkelige sager.
Det er en detalje, som de fleste besøgende overser, og som er nøglen til hele landsbyen. I middelalderen var den kirkelige jurisdiktion lige så virkelig som den politiske, og at høre under et fremmed bispedømme betød at være afhængig af en anden magt.
Det var et af Spaniens mindste bispedømmer, og med tiden kunne det ikke klare sig alene: det endte med at blive slået sammen med nabobyen Teruel, som det i dag deler biskop med under navnet bispedømmet Teruel og Albarracín. Men katedralen blev her.
Pierres Vedel, vandets ingeniør
Den nuværende bygning er yngre end bispedømmet: den blev opført i 1500-tallet af bygmesteren Martín de Castañeda og franskmanden Pierres Vedel, der stod bag hvælvingerne, den samme ingeniør, som førte vandet til Teruel ved at bygge byens berømte akvædukt.
De rejste et enkelt skib, bredt og lyst, mellem sengotik og renæssance. Løsningen med et enkelt skib og kapeller mellem stræbepillerne er meget typisk for Aragonien og Levante og giver åbne rum med beskedne midler.
Indenfor venter den store altertavle for El Salvador, udskåret og bemalet; koret med dets gitter; kapellerne for San Pedro, El Pilar og Las Ánimas, klemt ind mellem stræbepillerne; og nogle gotiske malerier, som tiden havde skjult, og som kom frem under restaureringer.
Tænk over den kontrast, helheden skaber: ydmyge hyrdehuse klumpet sammen om en katedral, alt sammen inden for den samme favnende bymur. Netop den mangel på proportioner er det, der gør Albarracín enestående.
Gå ikke glip af
En katedral i en bitte lille landsby
Bispedømmet blev opnået i 1172 og sikrede uafhængighed også i religiøse spørgsmål.
Bygningen er fra 1500-tallet
Under Martín de Castañeda og franskmanden Pierres Vedel, der førte vandet til Teruel.
Et enkelt, lyst skib
Mellem sengotik og renæssance, med kapeller klemt ind mellem stræbepillerne.
Et af de mindste bispedømmer
I dag deler det biskop med Teruel, men katedralen blev her.
Sådan passer den ind i dit besøg i Albarracín
Den ligger i den øvre del af landsbyen, ved siden af Bispepaladset og på vejen op til borgen. Du kommer dertil fra Plaza Mayor på et par minutter op ad bakke.
Besøget indenfor tager omkring tredive eller fyrre minutter og omfatter som regel Stiftsmuseet. Tjek åbningstiderne, som er begrænsede.
Kombinér den med Santa María-kirken, der ligger tæt ved og fortæller den anden halvdel af historien om herredømmets uafhængighed.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad blev der af det lillebitte bispedømme?
Det var et af Spaniens allermindste bispedømmer, og med tiden kunne det ikke klare sig alene: det endte med at blive slået sammen med nabobyen Teruel, som det i dag deler biskop med under navnet bispedømmet Teruel og Albarracín. Men katedralen blev her, som et vidne om dengang, denne landsby havde sin egen bispehue.
