Valladolids kulturtempel, med en dato brændt ind: det blev indviet den 28. september 1864 med El alcalde de Zalamea (»Borgmesteren i Zalamea«) af Calderón de la Barca selv. Og hvert efterår bliver det hjertet i Seminci, en af Spaniens ældste filmfestivaler.
Oven på admiralernes palads
Det blev opført af arkitekten Jerónimo de la Gándara i en elegant eklektisk stil på grunden af et gammelt palads fra 1400-tallet: Kastiliens admiralers palads, den magtfulde Enríquez-slægt, der var i familie med intet mindre end kongerne – Ferdinand den Katolskes mor var en Enríquez.
Da man besluttede at bygge teatret, midt i 1800-tallet, rev man den adelige residens ned. Det er en operation, der er meget typisk for tiden: det aristokratiske palads, som ingen længere brugte, erstattet af borgerskabets kulturinstitution.
Indvendig er det en perle: foyer, sal i italiensk stil med parket, scene med fortæppe, etager helt op til galleriet og, hængende fra loftet, en kæmpemæssig lysekrone på næsten tusind kilo og tredive tusind glasprismer.
Navnet hylder Pedro Calderón de la Barca, guldalderens store dramatiker, og stykket, der blev valgt til indvielsen – El alcalde de Zalamea – er et af hans mest spillede.
Seminci, der begyndte som religiøs film
Hvert efterår huser denne scene Den Internationale Filmuge i Valladolid, Seminci, en af Spaniens ældste og mest respekterede festivaler, hvor den eftertragtede Espiga de Oro, Guldakset, bliver uddelt.
Dens oprindelse overrasker alle: den blev født i 1956 som Uge for Religiøs Film, en konkurrence tænkt til fromme og opbyggelige film midt i efterkrigstiden.
Men med årene slap den grebet og åbnede sig for den bedste europæiske auteurfilm, indtil den blev den krævende og prestigefyldte festival, den er i dag. Det er et perfekt eksempel på, hvordan en institution kan ende med at blive det modsatte af det, den blev skabt til.
Ad denne løber er praktisk talt alle de store navne i de seneste årtiers europæiske auteurfilm gået, og for Valladolid er det årets begivenhed.
Gå ikke glip af
Indviet den 28. september 1864
Med El alcalde de Zalamea af Calderón de la Barca selv.
Oven på et palads fra 1400-tallet
Kastiliens admiralers palads, Enríquez-slægtens, der var i familie med kongerne.
En lysekrone på tusind kilo
Med tredive tusind glasprismer, hængende over parkettet.
Seminci begyndte som religiøs film
I 1956, for fromme film. I dag er den en af Spaniens mest prestigefyldte festivaler for auteurfilm.
Sådan passer det ind i dit besøg i Valladolid
Det ligger i den gamle bydel, ved siden af Plaza de Portugalete og få minutter fra Plaza Mayor.
Rundvisningen indenfor tager omkring fyrre minutter og er umagen værd for salens og lysekronens skyld. Tjek program og tider: det er et teater i fuld drift.
Det hører med på ruten gennem centrum mellem katedralen og Mercado del Val, med Las Angustias-kirken et stenkast væk.
Ofte stillede spørgsmål
Hvordan begyndte Seminci?
Med en oprindelse, der overrasker alle i dag: den blev født i 1956 som Uge for Religiøs Film, en konkurrence tænkt til fromme og opbyggelige film midt i efterkrigstiden. Men med årene slap den tøjlerne og åbnede sig for den bedste europæiske auteurfilm, til den blev den krævende og prestigefyldte festival, den er i dag. Fra den fromme uge til at prisbelønne de store navne i verdensfilmen: sikken en rejse, ikke?
Hvad lå her før teatret?
Et palads af de fine: Kastiliens admiralers palads, den magtfulde Enríquez-slægt, der var i familie med intet mindre end kongerne; Ferdinand den Katolskes mor var en Enríquez. Da man besluttede at bygge teatret midt i 1800-tallet, rev man den gamle adelsbolig ned for at gøre plads. Jeg kan godt lide at tænke, at stedet aldrig mistede sit præg af storhed: hvor admiraler før bestemte og tog imod ambassader, bestemmer kunsten i dag, og man tager imod filmstjerner.
