Folk fra Triana kalder den »Trianas katedral«, og de mener det helt alvorligt. Det er Sevillas ældste kirke – den første, der blev bygget efter erobringen i 1248 – og i mere end syv århundreder har den været stedet, hvor kvarteret bliver døbt, gift og taget afsked med. Udefra er den solid og nøgtern, af mursten og sten, med et tårn, der minder om en minaret. Indenfor gemmer den nogle af de mest værdifulde værker i sevillansk kunst, og der er gratis adgang.
En syg konges løfte
Det var Alfonso X den Vise, der lod den opføre omkring 1280. Overleveringen fortæller, at kongen led af en alvorlig øjensygdom, at han befalede sig i den hellige Annas, Jomfruens mors, varetægt, og at han, da han blev rask, lod denne kirke bygge som tak. Uanset om det er sandt eller ej, er den kongelige grundlæggelse dokumenteret, og den forklarer størrelsen: Det er ikke et forstadskapel, men en kirke bygget på kongelig bestilling.
Arkitektonisk er den et lykkeligt særsyn: gotisk mudéjarstil, tre skibe, spidsbuer og et klokketårn med en tydelig almohadisk arv. Den blev bygget, mens alarifes, bygmestrene skolet i den islamiske tradition, stadig arbejdede i Sevilla, og resultatet er en kristen bygning skabt med mauriske hænder og teknikker.
Kirken er blevet ombygget og repareret mange gange – jordskælvet i Lissabon i 1755 gav den et hårdt slag –, men den har bevaret sin oprindelige struktur. Alfonso X, der holdt mere af Sevilla end af nogen anden by i sit rige, ligger begravet på den anden side af floden, i katedralen.
Hvad du skal lede efter indenfor
Sigøjnernes døbefont, »la pila de los gitanos«, er det mest elskede stykke og det, flest leder efter. Overleveringen siger, at den, der bliver døbt i den, får stemme og talent for cante, flamencosangen, og i et kvarter som dette er den tro ikke folklore: Hele flamencofamilier er blevet døbt her generation efter generation.
Iñigo López' gravplade fra 1503 er udført af Niculoso Pisano, en italiensk keramiker, der slog sig ned i Triana og ændrede de spanske azulejo-flisers historie. Før ham fremstillede man keramik ved at adskille farverne med ophøjede linjer og med cuerda seca, teknikken med den tørre snor; Pisano lærte folk at male på den glatte flise som på et lærred. Alle de malede azulejo-fliser, du ser i Sevilla, begynder her.
Og så højaltertavlen fra 1500-tallet og Virgen de la Rosa, et tavlemaleri tilskrevet Alejo Fernández, der hører til det bedste i Sevillas renæssance. Se også på gulvet: En god del af belægningen består af gravsten for sognebørn, der blev begravet i kirken gennem århundreder.
Gå ikke glip af
Sevillas ældste kirke
Grundlagt af Alfonso X omkring 1280: den første efter erobringen og gotisk mudéjarstil, som den står i bogen.
Sigøjnernes døbefont
Den, der bliver døbt i den, får stemme til cante. I Triana bliver det sagt, og det holder stik.
Niculoso Pisanos gravplade
1503: den malede flise behandlet som et billede. Alt, hvad der kom bagefter, begynder på denne sten.
Velá de Santa Ana
Hver juli ved floden, dokumenteret siden 1200-tallet. En af de ældste fester i Spanien.
Sådan passer den ind i dit besøg i Sevilla
Den ligger for enden af calle Pureza, ti minutter fra Plaza del Altozano og et par gader fra calle Betis. Det er det stop, der afslutter turen gennem Triana, og det, færrest gør, fordi det ligger uden for hovedaksen.
Åbningstiderne bestemmer: Det er en kirke i brug, og den har åbent i tidsrum om formiddagen og om eftermiddagen. Tager du derhen om eftermiddagen, så tjek, at det ikke falder sammen med en messe; om formiddagen er der som regel mere roligt og bedre lys til at se Virgen de la Rosa.
En note til kalenderen: Hver juli, omkring den 26., fejrer kvarteret Velá de Santa Ana, en fest, der er dokumenteret siden 1200-tallet – en af de ældste i Spanien – med festtelte ved floden, musik og indsmurte bomme ud over vandet. Er du der samtidig, så læg planen om og bliv.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem var Niculoso Pisano, ham med azulejo-fliserne?
En nøgleperson for alt det, du har set i dag. Niculoso var italiener, fra Pisa, og slog sig ned i Triana omkring år 1500. Han bragte en revolution med sig: indtil da blev azulejoerne lavet med relieffer og snore for at holde farverne adskilt, og han lærte folk at male på den glatte flise, som på et lærred, i den italienske renæssances stil. Den teknik ændrede den sevillanske keramik for altid. Lerets kvarter skylder denne mand fra Pisa halvdelen af sin berømmelse.
Har Santa Ana sin egen fest?
Ja, og den er blandt de ældste i Spanien: Velá de Santa Ana, som kvarteret fejrer hver juli, omkring den seksogtyvende, helgenindens dag. Den går tilbage til 1200-tallet, næsten de samme år, som kirken blev bygget. I nogle nætter fyldes flodbredden ved Triana med festtelte, musik, glatte stænger over vandet og dans til daggry. Det er ikke en feria (byens årlige fest) for turister: det er kvarterets fest, den, man altid har haft.
Havde den konge, Alfonso X, noget særligt med Sevilla?
Han elskede den vanvittigt. Alfonso den Vise, en konge af bøger og musik, følte Sevilla så meget som sin egen, at han bad om at blive begravet her: hans grav ligger i katedralen, på den anden side af floden. Og der er mere: traditionen fortæller, at det var ham, der skænkede byen dens berømte motto, »NO8DO«, som læses »no madeja do«, altså »no me ha dejado«, hun har ikke forladt mig, som belønning for Sevillas troskab, da hans egen søn gjorde oprør mod ham. Han ville blive i denne by for altid.
