Læg hånden på en af pillerne, og se efter fugen mellem to blokke: Der er ingenting. Hverken mørtel, cement eller metalklamper. Det er over tyve tusind granitkvadre sat tørt, holdt oppe alene af deres egen vægt og af kræfternes ligevægt, og sådan har de stået i næsten to tusind år. Det er sandsynligvis det mest imponerende romerske ingeniørværk, der stadig står i Europa.
Et niveauproblem løst med buer
Den blev rejst i slutningen af det første århundrede eller i begyndelsen af 100-tallet, på Trajans tid, for at lede vand fra Guadarrama-bjergene, over femten kilometer væk. Vandet løb ned ad en kanal med et yderst svagt fald, beregnet på millimeteren, for en akvædukt fungerer ikke ved tryk, men ved tyngdekraft: Er hældningen for stor, eroderer vandet kanalen, og er den for lille, bliver vandet stående.
Problemet opstod her, hvor terrænet falder ned i en dal. At miste højde ville have betydet, at vandet ikke nåede op til den øvre by, så ingeniørerne gjorde det eneste mulige: De hævede kanalen op på buer, så niveauet blev holdt. På det dybeste sted, i bunden af dalen, når konstruktionen op på næsten otteogtyve meter.
Oprindeligt havde den hundrede og syvogtres buer i to etager, og den fungerede for alvor: Den førte vand til Segovia indtil for lidt over hundrede år siden. Det er den detalje, der imponerer mest. Det er ikke en bevaret ruin: Det er et stykke infrastruktur, der var i brug i atten hundrede år.
Lemlæstet i fire hundrede år og genopbygget af Isabella
Den har ikke altid været hel. I 1072 rev tropperne fra en konge af Toledo omkring tredive buer ned, og sådan forblev den, afbrudt og ude af brug på den strækning, i fire hundrede år. Byen levede med sin ødelagte akvædukt i hele generationer uden at kunne reparere den.
Genopbygningen kom omkring 1484 på ordre fra Isabella den Katolske og blev udført med nøje respekt for det romerske forløb. Ser du godt efter på buerne i det område, vil du se en lidt anderledes stenhugning med noget mere regelmæssige kvadre: Det er delen fra 1400-tallet, og at finde den er den bedste leg, monumentet byder på.
Højt oppe, over midtpunktet, er der to tomme nicher, som oprindeligt rummede en indskrift i bronze med bogstaver fæstnet i de huller, der stadig kan ses. Indskriften gik tabt, og med den navnet på den, der lod akvædukten bygge: Derfor er den nøjagtige datering stadig en slutning og ikke en kendsgerning.
Gå ikke glip af
Ikke en dråbe mørtel
Over tyve tusind granitkvadre sat tørt, holdt oppe af deres egen vægt. Sådan i næsten to tusind år.
Den var ødelagt i fire hundrede år
Et angreb i 1072 rev omkring tredive buer ned. Isabella den Katolske genopbyggede den omkring 1484 med respekt for det romerske forløb.
Den fungerede ind i 1900-tallet
Det er ikke en bevaret ruin: Den førte vand til byen gennem atten hundrede års uafbrudt drift.
Den tabte indskrift
De høje nicher rummede bronzebogstaver, der forsvandt. Med dem gik navnet på den, der lod den rejse, tabt.
Sådan passer den ind i dit besøg i Segovia
Den står på Plaza del Azoguejo, som er indgangen til byen, når du kommer fra stationen og parkeringspladserne. Den er bogstaveligt talt det første, du ser, og herfra begynder opstigningen mod katedralen og Alcázar.
Gå rundt om den, før du går op. Fra pladsen fornemmer du højden; fra sidetrappen, der fører op til Postigo, ser du den dobbelte buerække i perspektiv; og oppefra, i højde med kanalen, forstår du faldet, og hvor vandet løb. Det er tre forskellige udsigter, og alle tre er gratis.
Det bedste tidspunkt er ved solopgang eller ved mørkets frembrud, når det lave lys fremhæver fugerne mellem blokkene, og du kan se, at de er tørre. Ved middagstid bliver stenen flad, og meget af effekten går tabt.
Ofte stillede spørgsmål
Og den legende om, at det var djævelen, der byggede den?
Man fortæller, at en vandbærerske, der var træt af at slæbe krukker op ad bakken, lovede djævelen sin sjæl, hvis han bragte hende vandet før daggry. Djævelen rejste buerne på en eneste nat, men da hanen galede første gang, manglede der én sten, og så reddede pigen sin sjæl … og Segovia fik lov at beholde akvædukten. Derfor kalder mange den også Djævlebroen.
